Hvis jeg skulle rejse til Zaira, ville jeg blive overv ldet af minder. Det er en magisk og ganske s rlig by, hvor fortiden er skjult, og kun spåm ndene kan l se dens hemmeligheder. I Dorotea åbner alle veje sig, så l nge du blot nsker det, mens du i Isidora ankommer gammel, og dr mmene allerede er forbi.
I Diomira var jeg lykkelig for en nat, og vi ved alle, at intet i verden kan måle sig med prisen på lykke. Men i Anastasia blev jeg bedraget; de gav mig alt, og intet blev tilbage.
Tamara er fremtidens by, hvor intet er virkeligt, og kun tegn og symboler definerer menneskets verden. For at flygte derfra er der intet andet at g re end at kaste sig ud i rkenen - et uendeligt landskab af sten og tundra, hvor alt er ens. Kun dér forsvinder tegnene og symbolerne, og mennesket bliver frit igen. Fantasien kan atter skabe, dr mme og for evigt glemme Tamara.
Zora kan jeg ikke glemme, selvom jeg så inderligt nsker det. Hun var overv ldende, et lyn, og som hendes lysglimt forsvandt hun på et jeblik, men himlen forblev for altid m ttet af hendes sk r.